Velkommen til Stenderup og SBI's hjemmeside.
På siden kan du læse meget mere om Stenderup, vores historie og de mange aktiviteter og muligheder, der er i vores lokalsamfund.
Med hjælp fra Vagn Juel Raarup og Stenderup Sogns Lokalarkiv, har vi fået et flot skriv om Stenderups historie gennem tiden.
Forordet i Stenderup Bogen, udgivet i 2014 af Historisk Forening for Stenderup og omegn: Navnet Stenderup kommer af sten- torp. Forleddet sten betyder stenet jord og bagleddet torp betyder udflytterbebyggelse. Torperne blev dannet i perioden år 800 til 1200, vikingetiden.
Det ældste hus i byen er kirken. Den er fra sidst i 1100-tallet og var anneks til Urlev Kirke. I år 1800 består byen af 8 gårde og nogle få huse, gårdene er i fæste til Boller og Bygholm godser.
I ca. 1845 begynder ejeren af Stenderupgård at lave teglsten på sin mark syd for kirken, og hermed begynder en udvikling, der ikke var helt almindelig for en lille landsby. Teglværksdriften øges støt og gav grobund for en spirende handel og håndværk. Ifølge folketællingen i 1845 er der i Stenderup by og nærmeste omegn (ejerlav) 179 beboere fordelt på 8 gårde og 22 huse og husmandsbrug. 13 beboere udøvede håndværk af forskellige slags.
Ved folketællingen i 1880 er der 312 indbyggere, 16 håndværkere og 2 høkere i Stenderup by og ejerlav.
I 1884 indviedes Horsens-Juelsminde jernbane og dermed er Stenderup en stationsby, hvilket sætter yderligere skub i udviklingen. Ved et sidespor ned til teglværket anlægges der i 1888 et andelsmejeri.
Næsten alle dagliglivets behov kunne indfries i det gamle Stenderup.
Togene på Horsens-Juelsmindebanen kom og gik ca. hver anden time, og sammen med fabriksfløjten på teglværket med de mange arbejdspladser blev dagligdagens rytme akkompagneret, indrammet af morgen- og aftenringning fra kirken, som den har lydt og
stadig lyder.
Hovederhvervet var landbrug med heste og et stort folkehold, der også bidrog til livlig
mangfoldighed i landsbyen.
Af Vagn Juel Rårup, Stenderup Sogns Lokalarkiv.
Tak fordi I valgte lige netop Stenderup til jeres fremtidige hjem.
Ud over Stenderups ca. 450 indbyggere tæller en række mindre byer, som opland til Stenderup. Vi vægter fællesskabet højt, vi værner om traditioner samtidig med, at byen hele tiden udvikler og fornyer sig.
Det gode naboskab er tydeligt og der er masser af muligheder for fællesskaber på tværs.
Stenderup ligger placeret i smuk natur, med bl.a. Lystrup Skov, Kærskoven/Dallerup Skov, Ørnstrup Skov og Bjerre Mølle som nærmeste naboer.
Vi glæder os til, at lære jer at kende.
I dag bor der ca. 450 personer i Stenderup. Den lokale skole har ca. 120 elever.
Min Købmand, som åbnede i august 2019 efter Dagli' Brugsen lukkede i marts 2019. Byen gik sammen om at købe og istandsætte butikken, efter brugsen lukkede.
Vi har et skønt naturområde i Fuglkær med to bålhytter, shelters, lydlegeplads og naturlegeplads samt stisystemer til Lystrup Skov. Naturområdet som Stenderup Borger & Idræt vedligeholder, med hjælp fra byens borgere når der er arbejdsdag i starten af foråret.
Det er også i Fuglkær, at der holdes Sankt Hans aften, med helstegt pattegris, salatbar og
andet lækkert. Denne aften samles mere end 100 af byens borgere til hygge.